"Hvad om man var deroppe, drev om blant sole og følte komethaler 
vifte mot sin pande! Hvor var ikke jorden liten og menneskene små; et Norge med to millioner sætersdøler og en hypotekbank med hjælp til mat! Hvad liknet det å være menneske for så lite? Man albuet sig frem i sit ansigts sved i nogen få støvets år, for så å forgå allikevel, allikevel! Nagel rev sig i hodet. Å det endte med at han skaffet sig ut av verden og fik en ende på det! Vilde han noensinde kunne gjøre alvor av det? Ja. Og ved Gud i himlen ja, han skulde ikke vike tilbake! Og i denne stund var han aldeles henrykt over å ha denne simple utvei i bakhånden; han fik vand i øinene av begeistring og pustet næsten høilydt. Han vugget allerede om på himlens hav og fisket med sølvangel og sang dertil. Og båten var av duftende træ og årene blinket som hvite vinger, men seilet det var av lyseblåt silketøi og var klippet i en halvmåne..."

I dag fikk jeg vite at Grøndahl er død, og jeg vet ikke om jeg skal synes det er bra eller dårlig. Objektivt sett er det nok til det beste, men det er trist i alle fall. Jeg fikk beskjeden 
av en mann jeg overhodet ikke kjenner, men som husket meg fra en bursdag for mange, mange år
siden. Rare greier. Og ellers blir jeg mer og mer misantrop for hver dag på min nyervervede jobb på Kunstnernes Hus. Hvor mange Jostein Gaarder-diskusjoner er det mulig å overhøre
på en dag uten å klikke i vinkel?